Jeg er bekymret

Vi har en masse børn der går med hovederne ned i deres telefoner.

Vi har mindre børn der allerede nu er dybt afhængig af konstant at skulle se på deres telefon.

Notifikationer, lyde, levels i spil m.m. gør at de ikke kan fjerne sig ret længe fra telefonen før de bliver nød til at vende tilbage.

Det er et drug. Det er misbrug.

Vi prøver herhjemme. Det er ikke nemt. Jeg pudser ikke min glorie. Men vi snakker og sætter skærmtid og antal timer om dagen og forklarer og prøver at fortælle hvilken påvirkning det har.

Vi forbyder Tic-Tok m.m.

Det er en hård-fin balance. Vi/de skal være en del af et fællesskab samt have en god social sundhed.

Vi skal kunne undervises, så vi forstår og kan tage stilling.

Samtidig med der skal være noget regler og rammer, for ellers kan ingen styre deres afhængighed. Slet ikke børn.

Det er som slik der stå fremme eller det er som at lægge stoffer frem til narkomanen.

Igen er det en hård-fin balance.

Som voksen er du selv herre over dine handlinger.

Hvis du tager slikket eller cigaretten eller stofferne, er det så ham der lokkede dig der skal have skylden eller er ansvaret dit, fordi du tog det..

Måske er det begge dele. Vi er jo mennesker der interagerer med hinanden. Vi er mennesker der har brug for at efterligne. Vi er mennesker der har brug for vejledning samt føle os accepteret.

Vi er jo bare mennesker. Børn er bare børn og lærer de ikke i deres unge år, så er det svært når de bliver ældre. Det kan jeg om nogen skrive under på.

Hvornår er der en grænse, hvornår skal der sættes en grænse?

Vi voksne kan ikke engang selv finde ud af at sætte grænser for os selv.

Når vi skriver under på MitID for at være en del af samfundets regler, er vi så indirekte tvunget ud i kontrol og overvågning?

Når vi køber os et hus og ejer noget, som vi alligevel ikke ejer, som når sommerhusejeren der fik skyllet sit sommerhus i havet stadig betaler ejendomsskat eller når grunden ændre deres grundskyldskarakter, selvom det er købt på anden kontrakt.

Ingen af vores samarbejdspartner kan blot bede os skrive under på noget vi ikke har kigget igennem, og diskuteret og blevet enige om. Der er ingen der kan ændre kontrakten/aftalen medmindre der er muligheder for at komme ud af det på en god måde. Som da en af vores leverandør ville have en andet aftale, så stoppede den, men vi fik penge med i kompensation.

Vores politikkerne (og banker) skider højt og flot på dig og mig. De er ligeglad i sidste ende. De har nogle regler. Mange er tvunget til at sige ja og der er derfor de kan sætte spillereglerne op på deres præmisser.

For korthuset skal gå op så de har det godt med EU, WHO, USA, deres egen løn, vælgere og alt andet ligegyldigt. I sidste ende er det hele ligegyldigt. De har aldrig fundet den rette kode. De har aldrig med deres afgifter, moms, gebyr m.m. haft held til en sundere befolkning. Den bliver kun federe og federe og sygere og sygere. Samtidig med at den bliver fattigere og fattigere – jo, de rige bliver rigere. Allerede i år 2010 begynde den mere kontrollerede centralisering og topstyring. Det var svært at være anderledes – vi måtte ikke være anderledes.

Vel og mærket hvis det ikke er anset, så som at ens barn skulle være vegetar! eller være glutenfri!. DU kan sagtens hvis det er politisk korrekt og velanset.

Folk glemmer og følger blot med

Kan du så være dig selv? Står du op for dig selv?

Er vi overhovedet frie eller er vi styret. Er vores “frie” håndtering af den trådløse verden blot endnu en måde at kontrollere os.

De fleste ser og hører kun det som medierne bestemmer og algoritmerne bestemmer. Alt du fortager dig er i en database, så du er styret og overvåget. Du er nem at narrer og kontrollere.

På mange områder skal vi mennesker guides – vi kan ikke sætter os ind i alt eller klare os selv. Vi er dybt afhængig af andres vejledning og opdragelse. Vi er afhængige af hinanden.

Men er vi for flinke. For naive. Finder vi os i for meget?

Tør vi ikke sige nej for at være uden for fællesskabet?

Eller mangler vi simpelthen at være os selv. Stå fast ved dem vi er. At tro på os selv.

De der mangler empati og bliver psykiske syge handler det ikke om alt det vi byder dem. Dårlig mad, løgne, afhængighed af alkohol, telefonen eller serier, frygt for livet og klimaet m.m.

Er vi ikke selv med til at skabe forvirrede krakelerede væsner der blot har behov for omsorg, rammer og undervisning.

Hvis du ikke forstår dig selv forstår du ingen.

Hvis du ikke elsker dig selv elsker du ingen

Hvorfor lader vi stadig magtliderlighed, penge og løgne styre vores, helt igennem dejlige, liv.

Ja, med sund fornuft siger det sig selv at klimaet er under pres. Men dem du læner dig mest op af som medicinalindustrien og sygehusvæsen er nok ikke uskyldige. Så tænk lidt over når du skælder naboen ud over manglende korrekt sortering eller at de ikke er gode ved klimaet når de kører i deres gamle veteranbil. Måske skal du og alle tage helikopterbrillerne på og forlange noget der er større.

Livet:

Burde vores liv, med alderen, ikke skabe mere ro, mere glæde, mere overskud, mere omsorg, være mere spirituelle (I kontakt med os selv) og overbærende og hjælpsomme?

Hvorfor ser verden sådan ud som den gør.

Er du den største årsag?