Heidi riishøj

2. del – Optimisme er vejen frem. 16 år og flyttede hjemmefra

Optimisme er at finde det positive i alt.

2. del af min livshistorie
Optimisme er at finde det positive i alt.
Selvom det hører til sjældenheder indenfor Jehovas Vidner, så endte det med at min mor og far blev skilt. Dengang kunne jeg absolut ikke se meningen med dette. Men det har jeg kunnet mange gange siden.
 
I en alder af 16 år, stod jeg pludselig alene. Jeg havde igennem de seneste år, gjort oprør. Oprør mod at jeg blev forbudt at sove ved mine veninder, at skulle af sted til møder 3 gange om ugen, at forkynde for andre, at skulle afskæres fra det liv alle andre havde m.m.
 
Alt imens jeg prøvede at trække mig fra religionen, endte min mor og far i en dyb krise. Min far blev forelsket i en anden. Dette sker jo for mange, men i dette tilfælde, skete det umulige. En ”ældste” skulle skilles.
 
For mig betød det 2 forældre i krise på hver deres måde og mig der ikke kunne forholde mig til noget som helst.
 
Jeg pakkede mine ting og flyttede ned til min moster. Der boede jeg i en 1 måned. Så flyttede jeg over til min kammerat (der var på efterskole), og boede på hans værelse i 3 måneder. Så flyttede jeg ind hos en bekendt på et andet værelse, og til sidst flyttede jeg til Egå i en kælderlejlighed (alt på kun 1 år).
 
Da jeg blev 17 år, ville jeg gerne studerer og søgte om udeboende SU, for ikke at flytte hjem til enten min mors nye hjem eller min fars nye hjem. Men SU-styrelsen afslog ansøgningen.
 
Jeg måtte flytte fra Århus til Randers. Jeg startede på Randers Realskole og boede først ved min mor og bagefter ved min far, hvor jeg til sidst flyttede alene igen, da jeg var 18 år.
 
På det tidspunkt, var mit sind, mine hormoner, mine følelser og min krop ude af balance. Jeg viste ikke hvad skulle tro på og hvad jeg skulle mene, når jeg ikke længere havde facit-listen fra Jehovas vidner. Jeg følte mig svigtet, alene og uden realitetssans. Jeg prøvede grænser, som kunne havde endt galt, bare for at mærke min krop. Jeg var blevet rystet i alle celler og det var nødvendigt at prøve grænser, blive væltede omkuld for at finde den rette vej frem. Jeg spiste en masse usund mad, for at stimulere mine positive tanker og følelser. Dette vidste jeg ikke på daværende tidspunkt. Men senere har jeg fundet ud af, hvor meget jeg dulmede mine følelser, ved at spise brød, ost, mælkeprodukter, sukker, Mac D., drikke sodavand og drikke alkohol.
 
Meget skete, både positivt og negativt (Historier som altid kan komme senere :-) )
 
Men i alt virvaret, skete der noget positivt. Jeg har altid haft et godt hjerte, et glad sind, en lyst til at fighte, en trang til at forbedre mig. Jeg har en åben personlighed og jeg mødte skønne dejlige mennesker. Herunder veninder og venner jeg stadig ser i dag. Jeg har grint og oplevet de vildeste ting, der varmer min hjerter. Jeg har mødt kærlighed og omsorg som jeg ikke troede fandtes. Det har været en fantastisk rejse, men utrolige oplevelser, som kun kunne opleves, når man var “ligeglad”, åben for oplevelser, alt for skør og fyldt med “liv lære mig noget”.
 
Jeg tog imod alt det positive og dette kom til at fylde mere end alt det negative. Jeg begyndte at finde min egen vej. Selvom der var lang vej til målet (hvis det nogensinde opnås :-)).
 
Jeg takker mine forældre for det der skete. Tænk hvis mine forældre ikke var blevet skilt. Var jeg så stærk nok til at gå ud af religionen. Der er et massivt pres for at omvende folk. En ældste mødte mig på gaden og græd over den sørgelige situation og at jeg forsvandt over til Satan. Ville jeg kunne tage den beslutning, om at stå alene og vende hele “familien” ryggen. Jeg tror på at jeg var heldig fordi mine forældre blev skilt :-) Jeg blev sat fri og fik en ny start. Alt begyndelse er svær :-)
 
Hver gang vi skal rydde op er det hårdt. Noget skal smides ud, noget gemmes, noget fremkalder miner, nogle gange går vi i stå midt i oprydningen. De barske, men gode år var starten på en grundig oprydning.
 
Ekstra historie:
I øjeblikket arbejder jeg på akutmodtagelsen i Randers. Utrolig spændende arbejde. Et arbejde hvor medicin får sin berettigelse. Det minder mig om at livet skal leves, som vi ønsker det. Vi må ikke vente. Vi skal leve i nuet. Men det minder mig også om at vaner skal ændres. Vi skal se på sundhed fra en alternativ vinkel. Vi skal spise sundt, finde vores spiritualitet, finde glæden, dyrke motion, få sovet, elske os selv m.m.
 
Der er altid en sandsynlighed for at komme ud i noget hårdt, der presser os til at tænke negativt. Hvorfor mig, tænker mange! Men vi må vende tankerne og tænke “hvad skal jeg lærer” Hvad kan jeg finde af positiv energi i min nye situation.
 
Da jeg var 18 år, kørte jeg galt. Jeg havde lånt min venindes knallert. En familiefar kørte ud for hajtænder, da han fejlvurderet min fart eller overså mig. Jeg endte på operationsbordet med et brækket lårben og en tommelfinger med flækkede knogle.
Jeg var nu alligevel heldig. Jeg fik penge for svie og smerte og kunne tage mit kørerkort. Jeg var heldig fordi jeg lærte, med et stort ar, at elske mig selv, for den jeg er.